top of page
OM AT RAMME VANDET RIGTIGT
Når den internationale verdenselite mødes på bølgerne ved de Olympiske lege i Los Angeles i 2028, vil Jens-Christian Dehn-Toftehøj og Mads Fuglbjerg være med i deres båd. De vil have Dannebrog i sejlet - og de vil være verdens bedste - i en af verdens sværeste bådklasser, 49eren.
JC og Mads er hinandens modsætninger. Deres styrke er, at de ved det. Og forstår at bruge det rigtigt.
”Vi ved, at vores ambitioner er de samme, og det giver os et helt særligt makkerskab. Tidligere har jeg altid følt, at jeg ville det mere end min makker. Den følelse har jeg aldrig haft med JC. Jeg har heller aldrig tænkt, at han skulle tage sig sammen. Jeg ved, at han gør alt hvad han kan”, fortæller Mads.
Mads er gast. Den person med det mest fysisk krævende arbejde. Han styrer storsejlet, mærker trykket, holder det i balance og sætter fart. Han er stærk og adræt. Mads’ krop er i konstant bevægelse, han er bådens råstyrke.
JC er analytikeren, der roligt overvejer hvert et træk. Læser vandet, banen, vinden og konkurrenterne. Han rutter ikke med ordene.
Sammen er de alt.
”Det er fedt at være ude i alt slags vind og vejr. Bare det at være derude på vandet. Og så er jeg vild med at konkurrere. Når der er 100 både til et stævne og bare to i båden skal vi kunne få det til at fungere. Der er så mange aspekter, der skal spille sammen. Fart, taktik, strategi, meteorologi. Det er som agere i kaos. Det skal vi gøre simpelt”, siger JC.
Når man konkurrerer i 49eren er alle både ens. De er lige lange, lige brede og vejer det samme. Konkurrenceelementet handler bogstaveligt om at være bedst til at sejle båden.
Skal man være bedst, skal samarbejdet fungere - også når den internationale verdenselite mødes på bølgerne ved de Olympiske lege i Los Angeles i 2028.
JC og Mads sætter alt ind på at nå det mål. Pendler mellem bopælene i hver sin del af landet. Bruger et ocean af timer i båden. På udstyret. På at spise, så de holder kampvægten. På at være sammen. På at præstere. For sig selv. For hinanden. Og for Danmark.
Drømmen om OL har levet i over ti år. For det er en helt særlig følelse, når de trækker bib’en, den tynde overtrækstrøje med det danske flag på, over hovedet. Når sejlet er prydet med Dannebrog. Det er følelsen af fællesskab, storhed og stolthed.
Jens-Christian Dehn-Toftehøj, styrmand
Alder: Født i 2003
Højde og vægt: 188 cm høj, vejer 70 kg.
Uddannelse: 3-årigt Team Danmark Gymnasium
Klub: Kongelig Dansk Yachtklub
Fokus i øjeblikket: At tage 10 kilo på i vægt, så han matcher den optimale vægt for en styrmand i 49eren.
Mads Fuglbjerg, gast
Alder: Født i 2000
Højde og vægt: 194 cm høj, vejer 89 kg. Skal ned på sine vanlige 84-85 kg i takt med at JCs vægt øges.
Uddannelse: Læser til maskiningeniør
Klub: Aarhus Sejlklub
Fokus i øjeblikket: At kunne omstille mentalt fra skole til sejlads og omvendt.
bottom of page