Europamestre 2021
- Jens-Christian
- 2. nov. 2021
- 2 min læsning
Opdateret: 1. jul. 2024

Efter fem intense kapsejladsdage på Gardasøen med 200 både har Dehn Racing med Jens-Christian Dehn-Toftehøj ved roret og Jens-Philip Dehn-Toftehøj som gast netop vundet EM-guld. De første tre dage sejlede vi qualifying, hvor vi gik ind til finalen på en 2. plads. De to sidste dage, finaledagene, bød på tæt sejlads i guldfeltet. Det var tæt sejlads, fordi niveauet i toppen er højt for alle besætninger, og derfor betød selv den mindste fejl, at man blev sat kraftigt tilbage i feltet og ikke havde stor mulighed for at sejle sig frem igen, da bådene foran var lige så hurtige som en selv. Dette betød, at intet var afgjort før sidste sejlads. På første finaledag oplevede vi succes, men også udfordringer. Vi oplevede succes, da vi vandt første sejlads i guldfeltet. Succesen varede dog ikke længe. I sejladsen efter kom vi dårligt fra start og blev sejlet ned af en lænsende båd fra et andet felt. Dette gjorde, at vi i den sejlads endte på en 37. plads. Derefter lavede vi mere stabile placeringer i toppen, men var usikre på, om det var nok. Vi holdt modet oppe, og selvom vi gik ind til den sidste finaledag på en 5. plads, og guldmedalje-chancen virkede lille, så gik vi stadig 100% efter at vinde. Den sidste dag bød på kraftige og udfordrende vindforhold, hvilket gjorde, at vi først blev sendt ud på vandet og derefter ind på land igen uden sejladser, hvorefter vi blev sendt ud igen, og fik gennemført en sejlads, som var den sidste og afgørende sejlads. Den sejlads vandt vi. Da vi var færdige, vidste vi ikke, at det var nok til at sætte os i front, men vi var stadig glade over den gode afslutning på stævnet. Efter sejladsen sejlede vi mod slæbestedet uvidende om, at vi var europamestre. Vi nåede dog ikke ind til land, før pressebåden kom susende bag os og meddelte, at vi havde vundet stævnet og var europamestre. Det var svært at fatte, men vi blev selvfølgelig helt vildt glade, og stolte over, hvad vi har opnået.
Comments